Om systematisk undladelse af at anvende direktiv 1999/70/EF i regionen Sicilien 

Andrageren klager over de sicilianske lovgivningsmyndigheders manglende anvendelse af den nationale lovgivning (lovdekret nr. 368 af 6. september 2001), som gennemførte direktiv 1999/70/EF om tidsbegrænset ansættelse i hele EU, og som strider mod den regionale lovgivning, der er uforenelig med fællesskabslovgivningen om tidsbegrænset ansættelse. De arbejdstagere (mere end 5 000), som andrageren henviser til, er offentlige ansatte i kommuner, sundhedsmyndigheder, på hospitaler på forskellige niveauer og i andre offentlige administrative organer, hovedsagelig i regionen Sicilien. Til at begynde med fik de til opgave at udføre socialt arbejde (LSU/ASU) eller almennyttigt arbejde (PUC). På grundlag af en lang række love fra 1990'erne frem til i dag blev de efterfølgende klassificeret som personer med tidsbegrænset ansættelse. Denne regionale lovgivning gjorde det muligt at forny tidsbegrænsede ansættelsesforhold "inden for en periode på ca. 28 år" fra 1990, hvilket er i strid med § 5 i direktiv 1999/70/EF (fravær af foranstaltninger, der pålægger sanktioner for misbrug af tidsbegrænsede kontrakter ud over 36 måneder). Andragerens kritik går primært på regionallov nr. 17 af 28. december 2004, som de sicilianske domstole bruger til at undlade at anvende den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet, og hvori det anføres i artikel 77, stk. 2, at arbejdstagere, der forlader LSU/ASU-kategorien, ikke er omfattet af statslig regulering af fast beskæftigelse. Som bevis for den fejlagtige fortolkning i siciliansk retspraksis, henviser andrageren til kassationsrettens dom nr. 25672 af 27. oktober 2013, som prøvede appellen fra en siciliansk midlertidigt ansat, der i mange år havde udført almindeligt arbejde for en lokal myndighed, og som anmodede om anerkendelse af, at der var tale om et ansættelsesforhold på ubestemt tid, og som følge deraf om erstatning i henhold til national ret (beskæftigelse i den offentlige sektor). Højesteret omstødte den dom, som appelretten i Palermo havde afsagt, og som ved en fejlfortolkning af sagen vedrørende den pågældende kontrakt – som ikke var begrundet i den lokale myndigheds midlertidige organisatoriske og produktionsmæssige behov, men snarere i dens politiske og sociale behov med henblik på at overvinde velfærdsforholdet, hvilket er typisk for socialt arbejde, for at gøre det muligt for det pågældende personale at opnå professionelle kompetencer og kvalifikationer – benyttede sig af § 2, stk. 2, litra b), i den rammeaftale, der er knyttet til direktiv 1999/70/EF, som begrundelse for ikke at anvende det.