Om behovet for at ændre den nye litauiske lov om frihedsberøvelse 

Andrageren analyserer gennemførelsen af den litauiske lov om frihedsberøvelse af personer, der er anholdt og/eller dømt for en strafbar handling, og navnlig de begrænsninger med hensyn til at ringe til og/eller se andre mennesker, som disse hyppigt bliver pålagt.Han mener, at forbuddet mod at foretage telefonopkald eller møde folk, navnlig familiemedlemmer, herunder mindreårige børn, ofte fører til et enormt psykisk pres på de anholdte personer og til, at denne undtagelsesbestemmelse i loven (artikel 22-23) misbruges af domstole og kontrolmedarbejdere forud for retssagen. Loven indeholder en udtømmende liste over tilfælde, hvor undtagelsesbestemmelserne kan anvendes over for varetægtsfængslede. Angiveligt opfører anklagere og andet domstolspersonale systematisk alle disse undtagelser, hvilket ifølge andrageren er juridisk uholdbart. Begrænsningen bør i det mindste gælde i en klart angivet periode og for specifikke kategorier af personer, som man ikke må træffe eller ringe til.Andrageren mener, at forbuddet mod at ringe til eller træffe slægtninge, særlig mindreårige børn af den varetægtsfængslede, er uforholdsmæssigt og i nogle tilfælde kan ligestilles med psykisk tortur, både for den tilbageholdte og familiemedlemmerne.Andrageren henviser til det forfatningsmæssige lighedsprincip, i henhold hvortil menneskerettighederne er ukrænkelige. Han ønsker en ændring af loven, så begrænsningerne af retten til at ringe til og træffe nære familiemedlemmer fjernes, i overensstemmelse med retten til et familieliv og de berørte børns rettigheder.